Syng med os

Hvorfor SGC

Elsker du at synge og nørde omkring en sang indtil den sidder lige i skabet, så kunne Sønderborg Gospel Choir være noget for dig. Vi holder stemmeprøve, som udgangspunkt, to gange om året (sommer og vinter).
Til stemmeprøven vil du bl.a. skulle synge noget fællessang, samt synge en sang af eget valg. Vi stræber efter at skabe en åben og tryg atmosfære, når du kommer til stemmeprøve hos os.
Du vil få mere detaljeret information, når du er tilmeldt.

Medlemskab i koret koster 875 kroner pr. sæson (halvårligt).

Er du nysgerrig på, hvordan det er at være til stemmeprøve, så kan du læse lidt om nogle af vores medlemmers oplevelser længere nede på siden.

Næste stemmeprøve finder sted en torsdag i august 2024.
Hold dig opdateret her på hjemmesiden eller på vores Facebook-side for kommende datoer.

“Vi startede allesammen op med en fælles hyggelig snak udenfor ved bordene, hvorefter vi varmede op sammen med en sang omkring klaveret. Så var de værste sommerfugle lagt. Efter noget tid skulle de personer, der var kommet til stemmeprøven, ind én ad gangen i et andet lokale og synge foran Johanna og to medlemmer fra bestyrelsen. Så var sommerfuglene tilbage igen. Da det bliver min tur, og jeg kommer ind i lokalet, sidder Johanna afslappet og smilende ved klaveret, og to meget søde personer sidder bagved. Til at begynde med sang vi nogle skalaer og nogle rytmiske klappeøvelser, stille og afslappet. Derefter sang jeg den valgte sang. Det var en super fantastisk oplevelse, og alle sommerfuglene var fløjet forlængst. Johanna udviste så meget interesse og fokus på mig, at jeg følte mig helt tryg og afslappet. Jeg kunne have sunget hele aftenen. Jeg føler det som at komme hjem til noget familiært. Korets medlemmer og Johanna er ekstremt nærværende og så meget tilstede, at det skaber en enorm tillid og tryghed.”
– Stine, stemmeprøve august 2021

“Der var en rigtig rar atmosfære i lokalet hvor vi mødte ind. Her sad jeg sammen med nuværende kormedlemmer og andre, som skulle til stemmeprøve, og småsnakkede. Stemmeprøven foregik i et lokale tæt på. Her mødte jeg korlederen, samt to bestyrelsesmedlemmer. Jeg oplevede alle som meget imødekommende, smilende og søde mennesker fuld af begejstring for gospelmusikken. Johanna spurgte ind til mine årsager til, at søge ind og vi fik en lille snak om dette. De andre holdt sig diskret i baggrunden. Jeg syntes det var fedt, at Johanna udfordrede mig på nye måder vedrørende min stemme og rytmiske sans – ved at lave forskellige øvelser, hvor jeg skulle give den gas. Jeg følte mig tryg hele vejen igennem og var stolt af mig selv.”
– Malene, stemmeprøve januar 2023

“Vi var 10 mand til stemmeprøve den dag, og jeg var simpelthen så nervøs. Det skal siges at jeg lider af enorm præstationsangst, og de eneste jeg nogensinde har sunget for er min mor og søster. Men jeg følte mig så godt tilpas, selvom nervøsiteten fyldte meget. Det fedeste var at vi alle sang en fællessang inden vi gik i gang med stemmeprøverne, der blev jeg lidt mere rolig kan jeg huske. Der var nogle til stede fra bestyrelsen, som snakkede med os imens vi én efter én var inde til stemmeprøve ved Johanna. Ved selve prøven synes jeg, at Johanna gjorde rigtig meget for, at gøre det mest muligt afslappende at være i. Hun er meget humoristisk, og lavede også lidt sjov, så det hele ikke blev for svært, og så nervøsiteten ikke tog helt over.”
Christina – stemmeprøve august 2021

“Jeg var meget nervøs for, at skulle til stemmeprøven. Tanken om, at skulle blotte sig, var skræmmende. Da jeg kom, der blev jeg mødt af 10 sæt arme og varme smil, samt en oprigtig interesse for mig. Man følte med det samme, at man var en del af koret. Efterfølgende gik jeg sammen med korlederen og to fantastisk søde og varme medlemmer fra bestyrelsen ind i et lokale. Her testede korlederen min stemme. Både i de høje og i de dybe stemmer. Samt rytmesansen og evnen til, at kunne efterligne hendes klap og trin. Det gik meget hurtigt. Jeg skulle til sidst synge den sang jeg havde forberedt. Og det gik ærligt talt ikke så godt, som det gjorde hjemme foran spejlet. For jeg var virkelig nervøs. Men efter, at have haft en meget afslappet og hyggelig snak med dem alle tre og de havde voteret, så fik jeg beskeden om, at jeg nu var en del af koret. De kunne godt høre, at jeg havde en stemme gemt bag nervøsiteten. Jeg deltog første gang derefter i korets øvetorsdag, og med det samme følte jeg, at jeg havde fået en ny familie med 34 sæt åbne arme.”
– Vickie, stemmeprøve maj 2023